Børsen Informatik den 4. februar 1997:


Der er mange fordele ved at bo i Californien. Vejret er kun en af dem, siger Kaare Danielsen. (Foto: Helge Pedersen)

Danmarks største jobavis ligger i Sunny California

Stillingsannoncer på Internettet. Det er ideen bag Job-Index, som Kaare Danielsen startede i Los Angeles, USA, for et år siden. I dag har indexet det største udbud af danske stillingsannoncer på adressen www.danielsen.com

Af Helge Pedersen

Los Angeles - I øjeblikket er der i gennemsnit omkring 3.000 stillingsannoncer i Job-Index, som uden sammenligning er Danmarks største job-avis. Det er den 34-årige Kaare Danielsen, som udgiver Job-Index fra sin lejlighed i et mondænt forstadskvarter i Los Angeles. Det kan lade sig gøre, fordi avisen udkommer på Internettet.

Det er til at forstå. Det kniber mere med forståelsen, når Kaare Danielsen fortæller, at avisen laver sig selv, og at det normalt er gratis for firmaerne at annoncere i Job-Index. Det koster kun noget, hvis annoncen skal stå øverst på en side, og hvis firmaet vil have sit logo med. Så er prisen 995 kr.

Startede med aktier

Jeg har arbejdet med kunstig intelligens og ekspertsystemer i et amerikansk IT-firma ved navn Brightware siden 1993. For halvandet år siden begyndte interessen for Internettet at eksplodere i USA. Det var spændende, for jeg kunne se mange muligheder i nettet, og jeg var overbevist om, at Internettet også ville slå igennem i Danmark i løbet af et års tid. Min første ide var at lave et konsulentfirma, der skulle hjælpe pengeinstitutter og forsikringsselskaber på nettet. For at gøre opmærksom på mulighederne lavede jeg i oktober 1995 en web-side med aktiekurser og erhvervsnyheder. Jeg udviklede softwaren til et søgeprogram, som selv kunne finde nyheder om de aktier, der var med på listen, fortæller Kaare Danielsen.

Søgerobotten

Derefter kastede Kaare Danielsen sig over stillingsannoncerne, og for et år siden gik han i luften med sit Job-Index. Arbejdet med aktiesiden havde givet ham ideen til at skabe en søgerobot, som automatisk går rundt på og søger efter stillingsannoncer på firmaernes egne web-sider, og hos aviser, fagblade, AF, konsulentfirmaer osv.

Jeg lavede al den nødvendige software i løbet af en weekend. I den første version stod alle stillingsannoncerne i en lang række, og det var vanskeligt at overskue. Derfor lavede jeg en ny version, hvor annoncerne både er opdelt geografisk og efter jobtype. Hver dag bliver dele af Job-Indexet opdateret, og alting bliver revideret mindst en gang om ugen, forklarer Kaare Danielsen.

Tusindvis af brugere

Det viste sig ret hurtigt, at der var stor interesse for Job-Indexet, og for et halvt år siden sagde Kaare Danielsen sit arbejde op for at koncentrere sig om sine Internetaktiviteter. Inden da nåede han også lige at lave Thor, der er en dansk overbygning til Alta Vista.

Der er ingen tvivl om, at annoncering på Internettet virker. Forsiden har omkring 20.000 eksponeringer om måneden, og i alt bliver der hentet ca. 100.000 sider fra Job-Index hver måned, oplyser Kaare Danielsen.

Det er ikke overraskende, at det især er ansøgere til jobs i IT-sektoren, der benytter Job-Index. Men der er stillingsannoncer inden for alle erhvervsområder.

Jobsøgere kan også opstille en søgeprofil og på den måde få en oversigt over alle relevante jobs. Lægger man samtidig et bogmærke ind, får man automatisk en oversigt over annoncer, der passer til søgeprofilen, næste gang man besøger Job-Index.

Kaare Danielsen har netop introduceret en ny e-mail service, hvor man en gang om ugen får en mail med en oversigt over de jobs, der passer til søgeprofilen.

Kaare Danielsen er Ph.D. i datalogi. Han har desuden bifag i matematik og en HD i organisation og ledelse.

Mens han gik i gymnasiet begyndte han for sjovs skyld at lave skakprogrammer, og i 1981 fik han en femteplads ved WM i skak for mikrocomputere.

Det gav kontakt til et Hong Kong-firma, der fremstiller skakcomputere. Siden har han løbende lavet skakprogrammer til forskellige firmaer.

Da han var færdig på universitetet i 1989, fik han arbejde i udviklingsafdelingen i Uniras. Her var han til 1993, da hans kone, der er fysiker, fik tilbudt et job i Los Angeles.

Jeg ville også gerne til USA, så jeg tog herover for at finde arbejde. Det lykkedes i anden omgang, og så flyttede vi til Los Angeles. Jeg havde mere eller mindre regnet med at, at det ville være nogenlunde som i Danmark, så jeg fik lidt af et kulturchok, da jeg begyndte at arbejde, erkender Kaare Danielsen.

Ingen møder

På min arbejdsplads holdt vi aldrig møder. I stedet kommunikerede vi via e-mails. Arbejdsdagene er væsentlig længere end i Danmark, og virksomhederne er meget hurtige til at skille sig af med medarbejderne, så snart det går dårligt. Det betyder, at medarbejderloyaliteten ikke er særlig stor, og folk skifter job langt hyppigere end vi er vant til. Lønnen er nogenlunde som i Danmark, men skatten er lavere, og bortset fra bolig er alting billigere her. Til gengæld er udgiften til sygeforsikring og opsparing til børnenes uddannelse to tunge poster på budgettet, fortæller Kaare Danielsen.

Når man midt om vinteren sidder i skjorteærmer på hans altan omgivet af bananpalmer og farvestrålende kolibrier summende om ørene, behøver han ikke at gøre sig de store anstrengelser for at overbevise om, at vejret tæller godt med på plussiden ved at bo i Californien.

Et års forspring

Det er en stor fordel for mig at være her, fordi det giver mig næsten et års forspring i forhold til hvad der sker i Danmark. Hvis jeg havde været hjemme, var jeg aldrig begyndt på Internettet i 1995, men her kunne jeg forudse, hvad der ville ske i Danmark. Men nu er jeg kommet så langt at jeg har ansat en mand i Danmark til at sælge annoncer, og så er det ikke så hensigtsmæssigt, at jeg sidder her. Derfor ender det nok med, at vi flytter til Danmark på et tidspunkt, siger Kaare Danielsen.

De høje telefontakster i Danmark er efter Kaare Danielsens mening med til at begrænse brugen af Internettet. Det er ikke et problem i USA, hvor lokalsamtaler er gratis.

Han forudsiger i øvrigt, at hele området for rubrikannoncer bliver det næste store vækstområde på Internettet.

Adressen på Job-Index er: www.job-index.dk